Involvering er også et mål i sig selv (ikke kun om tumult, kunst og Kulturkøbing)

I går aftes viste DR2 sidste afsnit af tv-programmet Kulturkøbing, hvor Adrian Lloyd Hughes i fem afsnit har sat en række kulturpolitiske emner til debat.

Sidste program tog bl.a. udgangspunkt i kunstfestivalen Tumult, hvor behjertede københavnske kunstkendere ville “sætte spot på periferiens kvaliteter og at involvere lokalsamfundet i en selvundersøgende og forandrende proces” (som de skriver). Men tv-udsendelsen illustrerede, at den slags ikke er så nemt. For samtidskunst appellerer nu engang mere til københavnske kandidater i kunsthistorier end til den typiske hundeluftende lollik.

Der var med andre ord mange gode intentioner – men praksis viste sig meget svær. Det illustrerer en pointe, som ligger mig meget på sinde i vores involveringsarbejde i FDB.

Jeg ved ikke meget mere om Tumult, end jeg så i tv-udsendelsen, selv om jeg løst kender Christian Skovbjerg, der var kurator. Men efter min mening kan man enten lave kunst – eller også kan man lave dialog. Festivallen forsøgte nok begge dele, og valgte så at gå på kompromis med dialogen, snarere end med kunsten. Det er i hvert fald det indtryk man fik i tv-udsendelsen (Læs evt. også denne artikel fra Information og Chr. Skovbjergs svar).

Den pointe, jeg gerne vil frem til, er, at vi skal passe på at komme anstigende fyldt med gode intentioner om dialog, hvis vi reelt allerede har defineret, hvad det er, vi vil opnå med dialogen. Vi skal vide, hvad det er, vi er villige til at ændre os (vores holdninger eller vores handlinger), så vi kun går i dialog om det, hvor vi er reelle dialogpartnere. Vi skal med andre ord ikke styre dialogen i en sådan grad, at den bliver påtvunget vores medlemmer.

Samtidig er det nødvendigt, at der er en vis grad af styring af dialogen. Vi har 1,7 millioner medlemmer, og ikke alle kan komme til orde på samme tid (det ville i hvert fald blive trættende for de fleste! :-)).

Vi skal finde en balance, hvor vi sørger for at involvere vores medlemmer på deres egne præmisser – og i en form, hvor der også kommer handling ud af involveringen. En vigtig del af den ligning er vores valgte organer, hvor alle medlemmer kan stille op. En anden vigtig del er, at vi formår at holde den rette balance, hvor involveringen også er et mål i sig selv.

(se også, hvad Flemming har skrevet her)

Om incitament for at være frivillig

Der er mange gode grunde til at involvere sig i frivilligt (eller lønnet) foreningsarbejde. Det kan handle om, at man gerne vil støtte en god sag, at arbejdet er spændende, at man møder sjove mennesker – og meget mere. I mit eget liv som frivillig har jeg hørt rigtigt mange forskellige svar.

Jeg er meget inspireret af den amerikanske internetforsker Yochai Benkler. Han deler motivation eller incitament i tre forskellige idealtyper, nemlig:

• Økonomisk incitament
• Indlejret incitament
• Socio-kulturelt incitament

Økonomisk incitament handler om, at den frivillige får økonomisk nytte ud af sit engagement (fx at man arbejder for forandring til egen fordel, eller bruger et netværk man opnår i anden sammenhæng, fx til at få et nyt job). Indlejret incitament handler om fornøjelsen ved selve aktiviteten, fx et ideologisk ønske eller at det bare er sjovt at være frivillig. Socio-kulturelt incitament handler om de mennesker, man er frivillig sammen med – og oplevelsen af at være en del af en gruppe.

Det er naturligvis bare idealtyper, der slet ikke beskriver virkelighedens meget mere komplekse verden, men det er en god model til at tænke ud fra. Og i vores arbejde med frivillighed er det vigtigt, at vi tænker over alle aspekter af motivation – og efter min mening kan vi let komme til at fokusere på enkeltstående dele.

Jeg interesserer mig meget for, hvordan man kan tilbyde folk det næste skridt, de kan tage, på en god måde. Det kræver, at vi:

• er tydelige om incitamentet for at tage skridtet
• formår at sænke barriererne (det skal være nemt)
• opfinder nye måder at være aktiv med højt incitament og lave barrierer
• og formår at markedsføre de mange muligheder, vi allerede har