Involvering er også et mål i sig selv (ikke kun om tumult, kunst og Kulturkøbing)

I går aftes viste DR2 sidste afsnit af tv-programmet Kulturkøbing, hvor Adrian Lloyd Hughes i fem afsnit har sat en række kulturpolitiske emner til debat.

Sidste program tog bl.a. udgangspunkt i kunstfestivalen Tumult, hvor behjertede københavnske kunstkendere ville “sætte spot på periferiens kvaliteter og at involvere lokalsamfundet i en selvundersøgende og forandrende proces” (som de skriver). Men tv-udsendelsen illustrerede, at den slags ikke er så nemt. For samtidskunst appellerer nu engang mere til københavnske kandidater i kunsthistorier end til den typiske hundeluftende lollik.

Der var med andre ord mange gode intentioner – men praksis viste sig meget svær. Det illustrerer en pointe, som ligger mig meget på sinde i vores involveringsarbejde i FDB.

Jeg ved ikke meget mere om Tumult, end jeg så i tv-udsendelsen, selv om jeg løst kender Christian Skovbjerg, der var kurator. Men efter min mening kan man enten lave kunst – eller også kan man lave dialog. Festivallen forsøgte nok begge dele, og valgte så at gå på kompromis med dialogen, snarere end med kunsten. Det er i hvert fald det indtryk man fik i tv-udsendelsen (Læs evt. også denne artikel fra Information og Chr. Skovbjergs svar).

Den pointe, jeg gerne vil frem til, er, at vi skal passe på at komme anstigende fyldt med gode intentioner om dialog, hvis vi reelt allerede har defineret, hvad det er, vi vil opnå med dialogen. Vi skal vide, hvad det er, vi er villige til at ændre os (vores holdninger eller vores handlinger), så vi kun går i dialog om det, hvor vi er reelle dialogpartnere. Vi skal med andre ord ikke styre dialogen i en sådan grad, at den bliver påtvunget vores medlemmer.

Samtidig er det nødvendigt, at der er en vis grad af styring af dialogen. Vi har 1,7 millioner medlemmer, og ikke alle kan komme til orde på samme tid (det ville i hvert fald blive trættende for de fleste! :-)).

Vi skal finde en balance, hvor vi sørger for at involvere vores medlemmer på deres egne præmisser – og i en form, hvor der også kommer handling ud af involveringen. En vigtig del af den ligning er vores valgte organer, hvor alle medlemmer kan stille op. En anden vigtig del er, at vi formår at holde den rette balance, hvor involveringen også er et mål i sig selv.

(se også, hvad Flemming har skrevet her)

This entry was posted in FDB, involvering by Morten Gade. Bookmark the permalink.

About Morten Gade

Afdelingschef i FDB's digitale afdeling. Ekstern lektor på IT-Universitetet. Brænder for digital kommunikation - og for involvering og aktivering af FDB's mange medlemmer. Jeg blogger også på mortengade.dk.

Skriv en kommentar