I Sønderjylland er det en fin tradition omkring kagebordet, at “man skal nødes”: Selv om der på bordet står en ren overflod af kager, skal værten eller værtinden lige byde kagerne rundt, inden man tager for sig.
Meget tyder på, at Forenings-Danmark opfører sig akkurat på samme måde: 73 procent af alle FDB’s nuværende aktive medlemmer (dvs. frivillige eller medlemsvalgte, som vi kalder dem) forklarer, at de er aktive i dag, fordi de blev opfordret til det.
Forskellige undersøgelser fra bl.a. DGI og Center for Frivilligt Social Arbejde viser, at det ikke er enestående. 35 procent af alle danskere angiver, at de arbejder frivilligt, mens andre 45 procent gerne ville gøre det – hvis de blev opfordret til det!
De tal kan bl.a. læses på et spændende site, hvor 3 kommende journalister har samlet en række fakta om det frivillige Danmark (“Det frivillige Danmark – research-site om frivilligt socialt arbejde af Karina Kold, Mette Kristensen og Susanne Kristine Jensen – 7. semester, Journalisthøjskolen”)
Vi vil med andre ord nødes, vil vi, før vi bliver aktive i en forening. Min buddy på en lederuddannelse, jeg er i gang med, siger det også: “Hvis jeg fik en konkret personlig henvendelse om at hjælpe til med en konkret aktivitet hos jer i FDB, ville jeg sikkert sige ja!”
Og ja, hvis nogen kom og spurgte mig, om jeg ville tage en eller anden 24-timers vagt på Roskilde Festival i år, ville jeg sikkert også sige ja. Ikke for at spare penge til billetten, men fordi jeg ville vurdere, at det ville blive sjovt, spændende og anderledes.
Men hvordan giver vi så lige 1,7 mio. medlemmer af FDB noget, der af den enkelte opfattes som en personlig og relevant invitation til at blive aktiv?
Involvering 
Det er en rigtig god pointe, Flemming!
Jeg tror, at en del af svaret er, at vi ikke giver den samme invitation til alle, men at folk får invitationen i mange forskellige sammenhænge.
Nogen får den, når de møder det lokale butiksråd. Andre når de besøger en hjemmeside eller deltager i en debat på Facebook…Osv., osv.
Spørgsmålet er, om ikke afsenderen af invitationen skal være én, jeg i forvejen har en form for relation med, før jeg ville sige ja til at blive aktiv? Hvis jeg skal bruge et antal timer på noget, siger jeg så ikke først ja, hvis jeg har tillid til, at jeg selv får noget ud af at bruge de timer? Ville jeg mon turde tro på det, hvis en af mig ukendt person ringede mig op hjemme eller gav mig et stykke papir i Brugsen – eller endnu mere anonymt: Gav mig et tilbud via nettet?
Jeg vil lige dele Sparked.com. Når man først er blevet lokket ind i folden, får man hver uge en mail a la denne:
https://skitch.com/mortengade/rsma8/gmail-morten-use-your-marketing-skills-to-microvolunteer-for-nancy-travis-hope-for-babies-care-for-kids-inc-mcgade-gmail.com
Altså en mail, der netop nøder, og forklarer hvorfor de nøder mig med netop dette. Det er ret godt.
Hej Morten: Spændende, meget spændende!!! Det kunne godt være en model for os. Men du må vel oprindeligt være blevet “nødet” til at tilmelde dig Sparked.com – så du nu kan blive “nødet” sådanne spændende muligheder. Hvordan eller hvad var det lige, der oprindeligt fik dig til at koble dig på Sparked.com???
Pingback: Hvilke muligheder! | Involvering
Et eksempel på den umiddelbare “nødeshed” eksisterer i stor stil på facebook. Se fx her http://www.flickr.com/photos/lolula/5567508310/
Mange opretter begivenheder, sider eller grupper som handler om en sag, en holdning eller et arrangement. De inviterer så dem de kender med og fordi invitationen kommer fra en man kender er den mere troværdig/spændende. Det som gør facebook-rammen endnu stærkere socialt er at jeg hele tiden kan se, hvem der har meldt sig til.
At melde sig til noget eller tage invitationen på facebook siger også noget om min identitet. Jeg vil gerne vise at jeg deltager i Kræftens bekæmpelses indsamling eller er fan af grove grøntsager.
Godt tip, Lotte.
Hmm, kan pludselig godt mærke, at det er et stykke tid siden, at min fastnet telefon ringede – og en god ven i den anden ende af ledningen fik mig til at tage toget til Århus for at hjælpe med at slå telt op foran rådhuset i Århus som protest mod manglen på kollegieværelser og al for lav SU…
Ja, tiden er anden – altså uden hentydning til din alder:-)
“FDB – An offer you can’t refuse”
Al forskning (det er desværre ikke meget, men alligevel) peger på, at det er den personlige opfordring, der er anledning til, at vi invovlverer os på den frivillige bane. Men jeg vil gerne udfordre måden vi opfordrer på:
I går aftes deltog jeg i årsmødet i min lokale SuperBrugs. Tre medlemmer af butiksrådet var på valg. Ingen af dem ønskede genvalg. Én (ny) havde tilkendegivet, at han modtog valg. Konklusionen var, at butiksrådet var gyldigt med blot den ene nyvalgte. Der blev summet i lokalet, og nødet her & der. To personer blev nødet mere end de øvrige. Den ene stod imod presset. For det var faktisk hvad jeg oplevede: Der blev lagt pres på de to. Den anden bukkede under, og modtog valg.
Jeg håber begge nyvalgte får nogle gode stunder i det lokale butiksråd og at de oplever, deres tid er givet godt ud. Men det havde været en sejr for FDB og Foreningsdanmark, hvis tillidshvervet var et aktivit tilvalg for begge nyvalgte.
At være frivillig i FDB skal være så godt et tilbud og så meningsfuldt, at vi inviterer os selv.
Anne, du peger lige ned i en af de allerstørste misforståelser i ForeningsDanmark: Nemlig, at man indbyder til et årsmøde eller generalforsamling uden på forhånd at sikre sig, at der er egnede kandidater til de poster, der er på valg.
Bemærk ordlyden “egnede kandidater”. Jeg mener nemlig, at det er en siddende bestyrelses pligt at sikre sig, at der kan blive valgt personer til vakante pladser i bestyrelsen – som mindst er lige så velegnede og kompetente til at varetage tillidshvervet, som dem selv.
Jamen er det demokrati på forhånd at sikre, at der er en person, der er villig til at modtage valg – og som kan udfylde hvervet, hvis han eller hun også bliver valgt. Ja, det er det så afgjort. I Danmark er begrebet demokrati en underforståelse af det lidt længere udtryk “repræsentativt demokrati”. En demokratisk valgt bestyrelse skal med andre ord repræsentere hele medlemsgruppen – og kan bestyrelsen det, hvis det en generalforsamling alene overlades til at kunne vælge mellem de 10-20 personer, der har set en indkaldelse til en generalforsamling og som har tid og lyst til at deltage i et generalforsamlingen på en given dato og et konkret tidspunkt?
Demokrati er alt, alt for vigtigt at overlade til tilfældigheder. Men det sker desværre rigtigt mange steder!
Nu blander jeg mig i snakken, for det er absolut en rigtig interessant diskussion! Jeg tænkte, da jeg læste første indlæg, at det handler om at fremme en kultur om, at når man er valgt til en særlig post, så gør man sig også umage for at få informeret andre i foreningen om, hvad man opnår på posten, så det ikke er hemmeligt, hvad man får ud af at være med.
Jeg har også en holdning til og en erfaring med, at i det øjeblik jeg er blevet valgt til en post, så begynder jeg at se mig om efter en efterfølger. Det handler om, at jeg ikke ønsker at skulle blive presset ud i en situation som Anne beskriver ovenfor, men at jeg også arbejder bevidst med, hvilke personer, det kunne gavne (både forening og person) at komme med i det særlige udvalg. Det er for mig også et væsentligt ledelsesperspektiv, som jeg praktiserer der, hvor jeg kan komme afsted med det.
I øvrigt tak for spændende indlæg!
Hej Bie,
Tak for dit spændende indlæg om, hvordan du bevidst arbejder med at finde personer, der vil kunne erstatte dig som frivillig i de fora, du er aktiv i. Meget tankevækkende!
Hvordan er reaktionen hos de andre medlemmer i udvalget (eller hvor du nu er aktiv), hvis eller når du involverer dem i din indsats på at kunne gøre dig selv undværlig? Undrer de sig? – er de enige? – eller lader de sig ligefrem inspirere til noget tilsvarende?
Det er gode spørgsmål, Flemming. Jeg har gjort mig forskellige erfaringer, hvilket især afhænger af foreningens art. I en ejerforenings bestyrelse er der en kæmpe udfordring med at finde nye bestyrelsesmedlemmer, og her ser jeg især at det kan have en meget gavnlig effekt at italesætte, hvad man får ud af at være med i bestyrelsen, da det kan gøre forskellen for, om folk ønsker at være med eller ej. I samme forening har jeg gjort meget ud af at uddelegere opgaver, så det bliver tydeligt for andre ejere, hvilke opgaver, der dukker op, hvilket kan øge en gennemskuelighed ift. at være med i bestyrelsen.
I andre sammenhænge har jeg oplevet, at folk er blevet meget smigret over, at de er blevet ‘udpeget’ og opfordret. Det kan selvfølgelig kræve lidt ekstra snak og forklaring, men som regel tager folk rigtig godt imod det.
Det virker ikke rigtig til, at andre lader sig inspirere til at gøre det samme. Om det skyldes at jeg kunne være mere tydelig i, at det er det, jeg gør eller om der har været mindre grundlag for det, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har også andre steder gjort opmærksom på, at det er en god måde at sørge for at få nye ledere og involverede på, og jeg oplever en stor interesse for det. Jack Welch fra General Electircs har skrevet en bog, Succes, hvor han også kommer ind på det at finde sin egen afløser. Det har i høj grad inspireret mig til at gøre brug af at finde og involvere folk tidligt.
Jeg kommer også til at tænke på, at synligheden i det, der sker i et udvalg eller bestyrelse er vigtig for, om folk har lyst til at være med. Samtidig tror jeg også, at nogle mennesker stifter bekendtskab med hvad det vil sige at lave bestyrelsesarbejde noget senere end andre, og her er det især vigtigt at skabe synlighed om, hvad det indebærer.
Jeg reagerer lige på Bies afsnit: “Det virker ikke rigtig til, at andre lader sig inspirere til at gøre det samme. Om det skyldes at jeg kunne være mere tydelig i, at det er det, jeg gør eller om der har været mindre grundlag for det, skal jeg ikke kunne sige.”
Det afsnit inspirerer mig nemlig til at afprøve en tese, jeg længe har tumlet med:
Er en væsentlig årsag til at for få vil lade sig vælge ind i bestyrelser og udvalg i virkeligheden en personlig angst hos dem, der allerede sidder i bestyrelsen eller udvalget, over at kunne miste sin nuværende aktuelle post eller mulighed for at arbejde med sin interesse?
Bie peger på, at italesættelse af, hvad man selv som person får ud af at deltage i bestyrelsen eller udvalget er vigtigt for at få nye til at lade sig vælge. Det er jeg helt enig i. Måske er det også den samme drivkræft – “at jeg selv får noget ud af det her” – der gør, at man ikke ønsker at komme til at stoppe i utide? Det kan man jo komme til, hvis man får nye til at fatte interesse for det, man laver…
I virkeligheden er det årsagen til, at jeg selv for mange år siden valgte at stoppe som frivillig og i stedet blev ansat i en organisation for frivllige. Som ansat er du med i det lange seje træk, mens du som valgt frivillig hele tiden skal sørge for at kunne blive ved med at være valgt.
Alle ildsjæle skulle helst ikke finde på samme udvej som mig, for så har vi jo ingen folkelige foreninger, men kun et embedsvælde.
Hvad er den eller de rigtige udveje så? Hvordan er det så muligt at få nogle (der virkeligt brænder for en opgave og selv får rigtigt meget ud af at deltage) til at turde risikere at fortælle åbent og frit om, hvor sjovt og spændende opgaven er med det formål at få nye til at stille op og som måske i sidste ende snupper den stol, de selv sidder på?
Pingback: Bloggen har udtjent sin pligt | Involvering